Syv it-systemer. Nyt hold på hvert projekt. Et halvt år før nogen opdager, at der findes et fælles dokumentsystem. Peter Rishøj fra LivingLean kender byggebranchens hverdag. Hans pointe er enkel: Det er ikke teknologien, der er problemet. Det er ledelsen.

Tung. Konservativ. Fragmenteret.

Det er nogle af de ord, jeg ofte hører, når samtalen falder på byggebranchen. Og det er endda fra folk, der selv arbejder i den. Og når en branche tilsyneladende har affundet sig med at det er sådan tingene er, bliver det ikke ligefrem nemmere at tale om forandring. Eller digitalisering for den sags skyld.

Det var med det i baghovedet at jeg blev nysgerrig på at møde Peter Rishøj, der til dagligt arbejder med processer og samarbejde i byggeprojekter som en del af LivingLean. Jeg kom klar til flowdiagrammer og procesoptimering. Og til at få hans bud på, hvad Lean, murbrokker og informationsstrømme kan lære os om digitalisering.

Det var spild af forberedelse.

For det viste sig hurtigt, at dette ikke er en historie om hverken digitalisering eller Lean. Det er en historie om kultur, ledelse,incitamenter og hverdag. Om alt det, der sker i og omkring de projekter og opgaver, der udføres.

Samtalen går i gang, og Peter sætter scenen med det samme: "Når jeg kommer ind i et byggeprojekt, er det typisk i det øjeblik, hvor planerne skal omsættes til noget fysisk på byggepladsen."

Det starter som regel i et mødelokale. Bygherren og arkitekten, der har tegnet og planlagt, sidder på den ene side af bordet. Og på den anden side sidder dem, der skal bygge det. En sammensætning af håndværkere og entreprenører med hver deres erfaring og ekspertise. "Det er to meget forskellige verdener," siger han.

Her aftales spillereglerne for samarbejdet. Hvem har ansvar for hvad? Hvordan sikrer man, at en ændring i planen når frem til den rigtige person. Og hvilke it-systemer skal alle kende til.

"En bygherre har naturligvis tænkt, at det ville være smart at have styr på alle tegningerne og sikre, at alle har adgang til opdaterede informationer," siger Peter.

Umiddelbart lyder det, som om der er styr på det. Men det er der langt fra altid. Især når det kommer til de store entrepriser.

Peter husker et renoveringsprojekt, hvor der gik et halvt år, før nogen fandt ud af, at der fandtes et digitalt system til håndtering af projektets dokumenter og videndeling. "Der er ikke mangel på it-løsninger. Der er mangel på ledelse," siger han.

Den sætning har jeg hørt mange gange.

En ny start, hver gang

Peter har mange anekdoter. Mure, der er muret for højt. Vinduer, der er sat i det forkerte sted eller med den forkerte farve. Noget, der skulle have været aluminium i stedet for træ.

Det burde ikke være raketvidenskab. Det er trods alt håndværkerens kerneopgave, vi taler om. Men Peter minder mig om, at der kan gå et helt år fra en entreprise udbydes til den går i gang. Et år, hvor planer ændres, materialer skiftes ud og beslutninger revideres. Og vinduer får en anden farve.

Vi må heller ikke glemme, hvordan branchen er skruet sammen.

"Byggebranchen er en pop-up-kultur," siger han.

Hvert projekt er sin egen satellit. Nyt hold hver gang. Og erfaringerne fra sidste projekt bliver sjældent overleveret. Det gør systemerne heller ikke.

Og håndværkerne? De sidder ikke bag en skærm. De er på stilladset. På taget. I kælderen. Udsendt fra en underentreprenør med eget budget og egen forretning. Opgaven, de er sendt ud til, er oftest afgrænset. De løser den og rykker videre til næste byggeplads.

Og det er lige der, informationsstrømmen knækker.

For når man spørger en håndværker, hvorfor de ikke bruger den senest opdaterede version af byggeplanen, vil standardsvaret, ifølge Peter, ofte være, at de ikke kender noget til den.

Men den falder Peter ikke for.

"Det handler om ansvarsfralæggelse," siger han helt nøgternt.

Men hvorfor skulle håndværkerne egentlig prioritere deres tid anderledes? De er ikke nødvendigvis ansat i projektet. De er hyret ind til at bygge.

Et fair spørgsmål ville i mine øjne være: hvornår gør digitaliseringen tingene bedre og hvornår gør den dem bare digitale? Og er håndværkernes faglighed, økonomi, tidspres mm. overhovedet tænkt sammen i de spilleregler, de aftaler?

Se sig selv i det store regnskab

Peter ved godt, hvad han arbejder imod. Et projekt fyldt med dagbøder, udbud og hård konkurrence. Alle med et skarpt blik på egne ressourcer og tidsplaner.

Han pynter ikke på det. De aftaler, de laver, og de systemer, de indfører, gør ikke nødvendigvis hverdagen mere smidig for den enkelte. Men det er heller ikke hans opgave. Det er at få byggeprojektet til at hænge sammen.

"Det kan godt være, at en opgave samlet set tager en uge ekstra for den enkelte håndværker, men i det store regnskab har man måske sparet et halvt år og en hulens masse penge. Nogen er nødt til at forklare, hvorfor vi gør det på denne måde."

Peter understreger, at hvis ledelsen ikke bakker op om spillereglerne, så sker det ikke.

Og sagen er, det stopper jo ikke ved vinduesfarver. Manglende eller forældet dokumentation kan betyde, at nye sikkerhedsregler ikke bliver overholdt, at skader opdages for sent eller at ansvaret bliver uklart, når noget går galt.

Det er de historier, vi ofte ser i overskrifterne. En simpel søgning på internettet er nok til at finde overskrifter som fx: "Byggesjusk i nybyggeri." "Boliger fyldt med graverende fejl." Det er sager som disse, der ender i voldgiftssager og retssal, og er med til at gøre branchen så berygtet.

Digitalisering, der ikke løfter

Igennem vores samtale kommer vi løbende ind på de mange forskellige it-systemer, der bruges i byggeprojekterne. På et tidspunkt kan vi tælle op til syv forskellige it-systemer. Og de skifter fra projekt til projekt, og endda nogle gange fra fase til fase.

Det virker absurd, i mine øjne.

Men systemet i sig selv er ikke det centrale for Peter. Det, der optager ham, er at få det, der er valgt, til at hænge sammen med alt det andet. "Hvis det er de systemer, der er aftalt, så er det dem, vi bruger. Det er ikke teknologien, der er problemet," siger han.

Og han har jo i og for sig ret. For digitalisering handler ikke kun om systemerne, men om alt det, der omgiver dem: kulturen, hverdagen, incitamenterne, ansvaret og de mennesker, der skal få det til at virke.

Når Peter peger så meget på ledelse, er det fordi det er der, det skal starte.